Viser opslag med etiketten Form. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Form. Vis alle opslag

torsdag den 11. marts 2021

Grøn sæbe

     På indkøb var der tilbud på hampefrøolie. Det skulle jo være sundt. Og det er det nok også, men for mig smager det som bunden af et papegøjebur, så det måtte blive til en sæbe i stedet.
     Først måtte jeg dog lave en ny sæbeform, for jeg havde en idé. Jeg havde købt en silikonegrydelap med bitavlemønster. Den skulle bruges i bunden af formen. Jeg ville skære den over, og komme den i bunden af min normale sæbeform, Men efter at Skribenten havde overbevist mig om det fornuftige i det, byggede jeg altså i stedet en ny form rundt om grydelappen.

-- 🍯🦜 --


-- 🛠 --

     Her er så formen med grydelappen nede i bunden. Lige parat til at hælde sæben i. Den er super-enkel. En plade, som de to af siderne er skruet fast på. Det er dem til højre og venstre på billedet her. De to andre sider er så skruet fast på de faste sider, og kan tages af.


-- 🍯🩸💧 --

     Ingredienserne: Kaustisk soda til sæbelud (der skal tilsættes vand), kokosolie med bivoks på toppen, den ækle hampefrøolie og svinefedt i gryden.

-- 🥄 --

     Så smelter alle de glade olier nede i gryden. Medens sæbeluden køler af under emhætten.

-- 🧼 --

     Hæld luden i de smeltede olier, bland godt, rør, rør igen og rør lidt mere. Og hæld så den stadig flydende sæbemasse i formen.

     Den dufter godt! Og ikke spor af papegøjebur.

-- 🧼🦜 --


     Og her er så de grønne sæber. De er grønne i begge ordets betydninger, både nye og skrappe - de skal modne for at blive helt rare - og så er farven let lysegrøn.

fredag den 21. juni 2019

Sæbeinsekter eller insektsæber?

     Engang i maj fik jeg en idé. Sæbeinsekter. Nej der er ikke insekter i selv om det er moderne med insekter alle vegne, og de egner sig vist heller ikke til at vaske bier eller andre insekter med. De har bare form som insekter. Her på billedet er det en kaffe-udgave af insekterne. Et par dage før var det også blevet til morgenfrue-insekter.

Guldsmede, sommerfugle, bier og mariehøns.

   På de kommende markeder vil sæbe-insekterne indgå i en pakkeløsning. To sæbeinsekter: et kaffesæbeinsekt og et morgenfruesæbeinsekt og så en lille bøtte morgenfruesalve. Så kan havemænd og -koner prøve Sæbekonens gode sæber og dermed være god ved både hænder og insekter på én gang.




mandag den 6. marts 2017

Flere nye sæber

     Efter de halve kaffe- og vindruekernesæber var skåret i skiver, skulle de stemples. Det gør jeg med alle sæberne. Nederst i venstre side bliver der præget et bogstav, så jeg ikke kan tage fejl af de forskellige sæber.

Kaffesæbe og vindruekernesæbe skåret i stykker.

Prægning med bogstaver. "V" for vindruekerner.  -  Bogstavet presses ned i sæben.
Det står fint og skarpt.  -  "K" for kaffesæbe.

     Bogstaverne er i virkeligheden nogen til at "brændemærke" bøffer med, men de er helt perfekte til sæbestempling. Det skal foregå på det rette tidspunkt. Hvis sæben er for blød, sidder noget af den fast i bogstavet og bliver hevet med op; er sæben derimod for hård, kan det være svært at få et ordentligt aftryk uden at sæben revner. Det bliver lettere med øvelsen.
     Næste dag  kom turen til morgenfruesæbe.  Den er en af mine bedste sæber, så ingen tvivl om at der skulle laves en hel portion.
Morgenfruesæben i formen. Man kan se at den er geleret næsten hele vejen.

       Morgenfruesæben blev skåret i skiver. Det yderste stykke fra hver ende er ikke så kønt. Det bruger jeg til at stemple i for  at tjekke om det er nu, og så ender de på badeværelset som testsæber.

     Næste sæbe på programmet var en vegetabilsk mælkebøttesæbe. Olien der havde trukket med mælkebøtter var blevet meget smukt gul, og jeg håbede på at farven ville overleve forsæbningen.
     Vegetabilske sæber er desværre mere tilbøjelige til at overophede. Og i denne sæbe var der kommet lidt meget honning i. Der var lidt mere i glasset, end jeg egentlig ville bruge, men det er rart at få det tømt. Vi taler om ca. 37 gram til et kilo olier i stedet for de 30 gram erfaringen tilsiger
     Jeg var ikke helt tryg ved det. Lad os nu se.
Her er sæben næsten lige hældt op - man kan allerede se revnerne.

To minutter senere, sæben begynder at overophede og "hæve"
Der var lige tid til at tage et billede. Så blev der rørt i sæben.

Og endnu to minutter senere. Katastrofen afværget.
Flydende og meget ætsende sæbe ud over det hele er virkeligt ubehageligt.


     Så skulle der eksperimenteres. Jeg havde købt en bageform til isvafler, men den fristede til at lave spa-sæber med salt. Lyserødt himalayasalt blv blandet i sæbmassen. Der skal bruges godt halvt så meget sæbe som olie, og ikke ret meget fedt,
     Dette er den pæneste af sæberne. De andre er blevet rødlige af kontakten med silikoneformene. Det er sært, formen er jo beregnet til at gå i ovnen ved max 220 grader og også beregnet til olieholdige deje. Gad vide om vaflerne/kagerne også bliver svagt røde. Det kan nok bare ikke ses, fordi kager jo bliver lysebrune af bagningen. Det er meget tydeligt på de gule sæber.
     Eftersom formene er godkendt til fødevarer, har jeg ikke noget problem ved at bruge og sælge sæberne. Det se bare lidt løjerligt ud.
En hvid saltsæbe.


3 saltsæber. Den hvide, en plettet og en helt lyserød.


     Mælkebøttesæben beholdt desværre ikke den smukke gule farve. Den blev underlig grågrumset og gummiagtig. Det sidste er et resultat af overophedningen, og forsvinder igen under lagringen. Farven bliver vist ikke kønnere.
Mælkebøttesæben er stemplet med "Æ".
"M" er jo optaget af morgenfruesæben.


Sæbelageret bliver langsomt fuldt.
Om 6 uger kan vi begynde at bruge af de dejlige sæber.

fredag den 17. februar 2017

Vindruesæbe

     I dag skulle jeg så prøve vindruekerneolie. Efter en hel del regnen og regeren - mit gamle WordPerfect 5.1 virker ikke længere, og med det mine trofaste regneark - fik jeg en ordentlig opskrift ud af det. Vindruekerneolies saponifikationstal opgives som alt fra 0,120 til 0,138 så jeg holdt mig til MillerSoap, der er den tabel, jeg har brugt fra starten.

Indmaden, der er lavet af en plastik-dækkeserviet, er jo optaget af kaffesæben fra i går, så jeg måtte forsøge mig med at folde én af bagepapir. Endnu et forsøg. 
     Det gik fint, og min bagepapirsindmad ser ud til at virke.
     Vindruesæben gelerede, og for en gangs skyld huskede jeg at tage billeder undervejs. Der mangle kun et billede af, hvordan den så ud til start. Der var den smukt lysegul over det hele, som i kanterne på billede 1. 

klokken 17.14

Klokken 17.35


Klokken 20.17


Klokken 21.29

torsdag den 16. februar 2017

Nyt forsøg

      Til jul købte vi en pinjekogle. Den skulle så stå og lave små, hyggelige lyde medens den åbnede sig. Det eneste den opnåede var at jeg troede at der var en mus inde i stuen, en aften jeg var alene hjemme. Det larmede sådan.
     Da vi så i dag pillede koglen fra hinanden for at få frøene ud, lagde vi mærke til at vores fingre blev sorte og velduftende. Jeg samlede det sorte støv sammen og lagde det i vindruekerneolie sammen med et par kogleskæl og hvad der ellers fulgte med. Olien blev helt sort og duftede en smule, nu må vi så se, hvad der sker.



I dag blev det også til en kaffesæbe. Det er bare så længe siden, at jeg havde glemt, hvor meget formen kunne indeholde, så det er altså kun en halv portion. Heldigvis er sæberne lige gode, hvilken facon de end har.

tirsdag den 18. juni 2013

Sæbe med forhindringer...

Så har jeg fremstillet en masse sæbe. Den firkantede er fra den nye træform, der her var fyldt til randen. Først kom der "hvid" sæbe med pebermyntekrøller i, så fik de ene halvdel en lakridstop og den anden en paprikatop. Jeg skulle nog have marmoreret det hele lidt mere. Den runde er resten af den hvide med resten af pebermyntesæben hældt i meget højr oppefra. Jeg er spændt på hvordan de er om 5 - 6 uger. Det kan godt være, tålmodigheden ikke rækker så længe. Jeg er også spændt på at se, hvordan sæberne er blevet med al den erstatten af olier i flere omgange. Heldigvis har jeg er regneark til at klare matematikken for mig. Det er et gammelt et, som jeg selv har lavet i WP 5.1 dengang jeg begyndte på at lave sæbe, men det virker stadig perfekt.


Min største portion sæbe nogensinde. Godt to kilogram med masser af forhindringer. Ikke mindre end tre gange undervejs løb jeg tør for et eller andet og måtte beregne hele opskriften om igen 
Den nye sæbe og alle de andre har fundet et hjem i det nyrenoverede skuffemøbel. 

mandag den 17. juni 2013

Ny form


Jeg har lavet en sæbeform af træ, og den skulle afprøves med en birkesæbe. Formen er vældig smart. Her er sæben lige hældt i og dækket med birkeblade - bare for sjov. 
 
Formen er også god til at skære sæben. Her har jeg taget sæben ud af formen, fjernet det hvide plastic, formen var foret med, og nu bliver der skåret. 13 stykker sæbe på ingen tid skåret med en ostehøvl. Supersmart. De grimme ender blev skåret i små bitte tern der skal bruges til fyld i en anden sæbe. 
 
Her er sæberne så. Den gukle farve er birkeblade, den grønne klorofyl (slikfarve).


Grøn forårssæbe, naturlig farve og klorofyl. 
Kaffesæbe. Det grønne er en lille bid af forårssæben. Heldigvis ramte jeg den lille bid, da jeg skar sæben.
Sakurasæbe - japanske kirsebærblomster - farvet med paprika og med dekorative rester fra forårs- og kaffesæben. 



Kaffesæbe nummer 10. Jeg glemte at komme grumset i sæben, så det kom ovenpå som pynt. 

Morgenfruesæbe, inspireret af kaffesæben med det glemte grums.
Toppen er blevet flot, fuld af noget der minder om isblomster.
Så jeg lånte lidt mica fra Ugleungerne og dryssede på.