Viser opslag med etiketten Kaffesæbe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kaffesæbe. Vis alle opslag

fredag den 23. januar 2026

Om ingredienser til en god sæbe

Lige siden jeg begyndte at lave sæbe har jeg forsøgt at lave den perfekte sæbe. Det er ikke lykkedes endnu, men jeg er på vej. Lige nu har jeg én opskrift, jeg bruger, og hvad er der så i den?
  • Svinefedt: Sæbe lavet med animalsk fedt er bare den bedste.
  • Bivoks: Bivoks gør sæben lidt fastere og meget mere holdbar. Jeg tilsætter mellem 5 og 7 % voks til sæben hver gang.
  • Vegetabilske olier: kokos, oliven og solsikke: Sæbe af rent fedt skummer ikke så godt, derfor tilsætter jeg i hvert fald kokosolie og olivenolie.
    • Kokosolie giver god konsistens og holdbart skum, men virker udtørrende, hvis der er for meget af det. Derfor max 20 %
    • Olivenolie giver lækkert skum, men hvis der er for meget olivenolie bliver skummet ligesom slimet, hvis ikke sæben lagrer i rigtig lang tid - vi taler halve år - og det rækker min tålmodighed altså ikke til.
    • Solsikkeolie er jeg ved at udfase, for jeg tror det skader holdbarheden.
  • Honning: Honning er fugtighedsbevarende, men hvis der er for meget sukker i sæben, har den en tendens til at overophede og blive til en vulkansæbe. Altså ikke mere end 30 g pr kilo sæbe.
  • Vand eller urteudtræk eller kaffe. Jeg bruger vandet fra vandhanen. Til start brugte jeg demineraliseret vand, eller sågar ionbyttet vand, men jeg har ikke kunnet se nogen forskel, så vandhanevand er det, jeg bruger nu. Jeg har også prøvet med både regnvand og sne 😉 Det er sjovt at eksperimentere. 
  • Kaustisk soda: NaOH og vand giver sæbelud. Det kan man ikke lave sæbe uden. Jeg har overvejet at fremstille min egen lud, men jeg vil gerne have en konsistent kvalitet og faste sæber. Askelud er fint til brun sæbe.
Mine sæber ser ikke fancy ud eller dufter af noget særligt. Til gengæld er de effektive og samtidig  mild mod huden. Det skyldes i meget høj grad at sæbens naturlige indhold af glycerin er bevaret. I den sæbe man ellers køber, er det meste af glycerinen fjernet, fordi det bedre kan betale sig at sælge den separat. Glycerin er et fugtighedsbevarende middel, der binder luftens fugtighed til huden. Honning virker i øvrigt på samme måde.

   De sæber der ikke har duft fra de urter eller olier der er anvendt, lugter af sæbe. Den eneste plante, jeg har fundet, der kan få sæber til at dufte, er skovmærker .

Vil I have min opskrift? Den kommer her. Hele processen beskrives på denne side.

56 g bivoks
216 g kokosolie (palmin)
112 g olivenolie
80 g solsikkeolie
335 g svinefedt
1 lille spsk honning
112 g natriumhydroxyd (kaustisk soda)
240 g vand (eller the/kaffe/mælk ... )

søndag den 15. november 2020

Vinterens kaffesæber

     På grund af coronaen og Sæbekonens sygdom er det ikke blevet til noget med markeder i 2020 overhovedet. Det vil sige at der var sæber nok til sæbekonen og hele familien. Men nu er vi løbet tør. I hvert fald for kaffesæber, og de er en nødvendighed i enhver husholdning - eller det synes Sæbekonen og familie i hvert fald.
     I onsdags blev der smeltet fedt og spist fedtegrever - en lækker bivirkning - fedtet er købt hos Kødsnedkeren i Ørby, og det var en ren fornøjelse!
     Så blev der regnet, og købt olier. Og endelig torsdag blev der kogt kaffe, vejet olier, voks, NaOH, honning og fedt og endelig rørt rundt - længe!. Der blev nemlig igen sydet sæbe hos Sæbekonen.

     Lige nyskåret er sæben smukt gylden som det ses,  men om et par dage er de lige så grålige som insekterne og de fine juletræer.
     Denne gang  dufter sæberne herligt af kaffe - det er første gang at de dufter så godt. Gad vide om det er det hjemmelavede fedt, der skal have æren for det?



fredag den 21. juni 2019

Sæbeinsekter eller insektsæber?

     Engang i maj fik jeg en idé. Sæbeinsekter. Nej der er ikke insekter i selv om det er moderne med insekter alle vegne, og de egner sig vist heller ikke til at vaske bier eller andre insekter med. De har bare form som insekter. Her på billedet er det en kaffe-udgave af insekterne. Et par dage før var det også blevet til morgenfrue-insekter.

Guldsmede, sommerfugle, bier og mariehøns.

   På de kommende markeder vil sæbe-insekterne indgå i en pakkeløsning. To sæbeinsekter: et kaffesæbeinsekt og et morgenfruesæbeinsekt og så en lille bøtte morgenfruesalve. Så kan havemænd og -koner prøve Sæbekonens gode sæber og dermed være god ved både hænder og insekter på én gang.




mandag den 18. februar 2019

Sæbekonens trepunktsløsning

     På denne tid af året er der rigtig mange mennesker, der lider af tør og irriteret hud især på hænderne.
     Det har Sæbekonen en løsning på. Det er en løsning med tre elementer.
     

1. Sæben til meget beskidte hænder: 
- efter havearbejde
- efter kartoffelskrælning
- efter plantefarvning
- efter bleskift
- ...
 Sæbekonens Kaffesæbe

2. Sæben til al anden håndvask
- hver gang.
- ind i mellem.
- før måltiderne
- efter indkøb
- efter toiletbesøg
- ...
 Sæbekonens Morgenfruesæbe

3. Salven til tør og irriteret hud. 
- Mindst en gang dagligt.
- Inden sengetid.
- Ind i mellem.
- Efter behov.
Sæbekonens Morgenfruesalve

tirsdag den 24. april 2018

Nye sæber

Bare lige et par portrætfoto af forårets sæbeproduktion indtil nu



Sort saltsæbe - også kaldet Terrazzosæbe
Jeg havde lavet en sæbe med lyserød himalayasalt i. Den var ikke særligt vellykket.
Den lyserøde farve forsvandt og sæben var smuldrende. Men den var rar at bruge.
Spirillen hjalp mig med at rive den og skære den i små tern.
Og sammen med rester fra lidt andre sæber endte den i denne grå mosaiksæbe.

 Sort sæbe med hvide streger i - første halvdel af Black & White
Terrazzosæben inspirerede mig, så da jeg havde masser af strimler fra afrunding
af hjørner på sæber, blev det til endnu en portion sort sæbe med hvide strimler i.


 Hvid sæbe - anden halvdel af Black & White
Kantstrimlerne fra den to sorte portioner endte så i en helt hvid sæbe.
Den er faktisk mere vellykket end sit sorte modstykke.


 Morgenfruesæbe
Morgenfruesæbe er lavet på olie, der har trukket med tørrede morgenfrueblomster.
Jeg havde meget af den olie, og der er også adskillige figursæber, mest blomster, fra denne portion.


Sidst men ikke mindst: Kaffesæben
Sæbe med stærk kaffe er uovertruffen til at fjerne snavs og lugte.
Kaffegrums er ikke nødvendigt, men det pynter nu på toppen af sæben.
Og så forhindrer det spørgsmålene om, hvor kaffen nu er blevet af.


torsdag den 16. februar 2017

Nyt forsøg

      Til jul købte vi en pinjekogle. Den skulle så stå og lave små, hyggelige lyde medens den åbnede sig. Det eneste den opnåede var at jeg troede at der var en mus inde i stuen, en aften jeg var alene hjemme. Det larmede sådan.
     Da vi så i dag pillede koglen fra hinanden for at få frøene ud, lagde vi mærke til at vores fingre blev sorte og velduftende. Jeg samlede det sorte støv sammen og lagde det i vindruekerneolie sammen med et par kogleskæl og hvad der ellers fulgte med. Olien blev helt sort og duftede en smule, nu må vi så se, hvad der sker.



I dag blev det også til en kaffesæbe. Det er bare så længe siden, at jeg havde glemt, hvor meget formen kunne indeholde, så det er altså kun en halv portion. Heldigvis er sæberne lige gode, hvilken facon de end har.

mandag den 17. juni 2013

Ny form


Jeg har lavet en sæbeform af træ, og den skulle afprøves med en birkesæbe. Formen er vældig smart. Her er sæben lige hældt i og dækket med birkeblade - bare for sjov. 
 
Formen er også god til at skære sæben. Her har jeg taget sæben ud af formen, fjernet det hvide plastic, formen var foret med, og nu bliver der skåret. 13 stykker sæbe på ingen tid skåret med en ostehøvl. Supersmart. De grimme ender blev skåret i små bitte tern der skal bruges til fyld i en anden sæbe. 
 
Her er sæberne så. Den gukle farve er birkeblade, den grønne klorofyl (slikfarve).


Grøn forårssæbe, naturlig farve og klorofyl. 
Kaffesæbe. Det grønne er en lille bid af forårssæben. Heldigvis ramte jeg den lille bid, da jeg skar sæben.
Sakurasæbe - japanske kirsebærblomster - farvet med paprika og med dekorative rester fra forårs- og kaffesæben. 



Kaffesæbe nummer 10. Jeg glemte at komme grumset i sæben, så det kom ovenpå som pynt. 

Morgenfruesæbe, inspireret af kaffesæben med det glemte grums.
Toppen er blevet flot, fuld af noget der minder om isblomster.
Så jeg lånte lidt mica fra Ugleungerne og dryssede på.