søndag den 5. juli 2015

Mislykkede sæber

     I dag var en af de dage, hvor man bare tilsidst har lyst til at starte forfra. eller gå i hi. Det begyndte ellers så godt. Jeg lavede en sæbe. Gul og hvid med skønne hvirvler i. Sol- og sommersæbe med honning ...
Så smuk og solgul var sæben til start.
      Så ville jeg fortsætte mit projekt med at lave papir. Papirmassen havde nu stået så længe, at den ellers ville begynde at mugne. Men hvor var formene? Jeg brugte dem sidste år, da jeg lavede et par ark hvedepapir, men de var bare ikke på deres plads.Alt det andet papir-fabrikationsudstyr var i den relevante kasse, men ikke rammerne. Øv!
      Efter tre timer, hvor jeg også lige fik sat alt det på plads, jeg bare havde smidt fra mig den sidste måneds tid fandt jeg dem inde på en hylde med slik- og bolcheudstyr. Gad vide hvad de lavede der?

      Så tjekkede jeg lige min flotte sæbe - den var aldeles ikke flot længere. Den var skilt! Øv. Så den blev skåret op og kom ned i sæbegryde igen. Farvel flotte marmorering.

Se her. Den er slet ikke spor flot, vel.
Total sæbekatastrofe, men den kan reddes
Tilbage til papirfabrikationen. Det gik heller ikke godt. Morgenfruebladene ville ikke blande sig med papirmassen, og det blev enten for tykt eller alt for tyndt. Øv.


Alt for tykt papir øverst til venstre, og tre tynde, ujævne tingester. 

     Forleden havde jeg lavet en sort sæbe, nu tog jeg den ud af formen - og den var samme muddergrønne som jeg forestiller mig Shreks sump.Ikke helt en passende farve for en kulsæbe. Jeg kan høre Shrek brøle: Ud af min sump! Øv!

Shrek-sump-sæbe
      Dagens lyspunkt var at Skribenten lavede en hindbærsnitte. Mit bidrag var at finde syltetøjet frem, og jeg fandt naturligvis et glas jordbærsyltetøj. Øv.
     Nåh ja, så fandt jeg også stjernerne, og tabte kun glasset to gange medens jeg sorterede de gule stjerner fra, så vi kunne fejre 4. juli med kage med stjerner, der passede til Amerikas flag.

Hindbærsnitte med "amerikanske" stjerner på. 

Nu er mørket faldet på, og jeg håber i morgen bliver en bedre dag.