lørdag den 12. oktober 2013

Salver og morgenfruer

     Som jeg fortalte, plukkede jeg en hel del morgenfrueblomster i går. Her er de i de gamle jordbærbakker, de blev plukket i. Ca så mange plukker jeg et par gange om ugen.


     Så blev der også fremstillet salve. Hele to portioner, da både morgenfrueolien og kulsukkerolien var klar til brug. Det er de, når plantematerialet er faldet til bunds.


     Her er ingredienserne til en portion salve. Siet blomsterolie og skånsomt renset skrællevoks. De to ting smeltes forsigtigt i vandbad. Jeg plejer at sige, at hvis det bliver gennemsigtigt, er det for varmt - ingen grund til at komme meget over voksens smeltepunkt. Så blandes der en eller anden fed olie i , i går var det hampefrøolie, og så hældes det på glas, der stilles køligt.


     Salverne har taget opstilling på køkkenbordet til ære for fotografen. De små glas indeholder morgenfruesalve og de store kulsukkersalve. Der er lige meget i alle glassene, men jeg er nu løbet helt tør for små glas.

    I næste uge - midt i efterårsferien - er der det sidste marked i Helsinge, I må gerne bede om godt vejr og sende mariehøns afsted. Det er koldt at stå på marked i november.


1 kommentar: