Kamillesæber

    I min have gror der mange urter og planter. Nogle er plantet der, andre er indvandret, med eller mod min vilje, og så er der overraskelserne.
    For et par år siden såede jeg ægte kamille, masser af ægte kamille, tænk på kamillete, der er svært ikke at så rigtig mange af dem. Der spirede ikke en eneste plante.
    Næste år kom der et underligt ukrudt i mit bed ... Jeps, det var kamillen, der åbenbart skulle have frost for at spire.

Når man nu er en sæbekone med kamilleblomster i haven, må man jo lave kamillesæbe.

Her er de færdige meget fine bi-mønstrede sæber.

Forårets sæber

 Endelig i det tidlige forår fik jeg smeltet det sidste voks fra forrige års honningslyngning. Det har ligget i fryseren lige siden. Sådan nogle solgule vokstoppe forbedrer humøret en grå forårsdag.

Når man så kan lave sæbe også, er det endnu bedre.
Først kaffesæbe

Her i formen den 4. april

Og skåret i pæne stykker to dage senere.

Siden er det også blevet til morgenfruesæbe, endnu en kaffesæbe, en vegetabilsk mælkebøttesæbe og en bukkarsæbe.

Nyt i år er sæbe med snor. Det er en sæbe i dobbelt bredde med et hul i og så en snor. De virker fint.

Nogle af sæberne er også ekstra flotte i år, fordi jeg har fået lov at låne en bimønstret sæbeform. Se bare her.

At smelte fedt

En gang, knapt hvert andet år løber jeg tør for fedt til at lave sæbe af. Straks jeg kan se bunden af posen, skriver jeg en mail til Kødsnedkeren, en fantastisk slagter i nærheden, og ca. en uge senere cykler jeg så fem kilometer hver vej og kommer hjem med tre kilo prima svineflomme lige til at smelte af.
   Men altså, det er et slid. Det er fedtet, det er anstrengende, og så alligevel. Jeg har en stor kødhakkemaskine - sådan én hedder en Fleischwolf (kød-ulv) på tysk, sjovt navn synes jeg. De er nummererede. Nummer 8 er den normale størrelse til en husholdning, den vi alle kender, nummer 5 er en lille én, og nummer 10 er en virkelig stor én. Jeg har en af hver størrelse, og jeg valgte nummer 10 til at hakke fedtet.
     Det tog vel en times tid at hakke al fedtet, så skulle det op i en gryde og smeltes, og så skulle der gøres rent. Kødhakker, knive, bræt og skeer skulle vaskes op. Og så kom jeg - måske i anledning af alt det der slægtsforskning - til at tænke på mine forfædre. Jeg er altså totalt privilegeret. For godt nok er det hårdt at hakke noget mere end tre kilo fedt i en hakkemaskine, men det går altså både hurtigere og nemmere end at skulle skære det i bittesmå tern i hånden. Og jeg skulle hverken hente vand ved pumpen, hugge brænde til at varme vandet og smelte fedtet eller skrubbe al fedtet af med sand og håndkraft. Der er varmt vand i hanen, opvaskemiddel i flasken, kogende vand i elkedlen, og gasblussene klarer smeltningen uden anden af min energi end den der går til at slæbe gasflasken ind i køkkenet.