Men altså, det er et slid. Det er fedtet, det er anstrengende, og så alligevel. Jeg har en stor kødhakkemaskine - sådan én hedder en Fleischwolf (kød-ulv) på tysk, sjovt navn synes jeg. De er nummererede. Nummer 8 er den normale størrelse til en husholdning, den vi alle kender, nummer 5 er en lille én, og nummer 10 er en virkelig stor én. Jeg har en af hver størrelse, og jeg valgte nummer 10 til at hakke fedtet.
Det tog vel en times tid at hakke al fedtet, så skulle det op i en gryde og smeltes, og så skulle der gøres rent. Kødhakker, knive, bræt og skeer skulle vaskes op. Og så kom jeg - måske i anledning af alt det der slægtsforskning - til at tænke på mine forfædre. Jeg er altså totalt privilegeret. For godt nok er det hårdt at hakke noget mere end tre kilo fedt i en hakkemaskine, men det går altså både hurtigere og nemmere end at skulle skære det i bittesmå tern i hånden. Og jeg skulle hverken hente vand ved pumpen, hugge brænde til at varme vandet og smelte fedtet eller skrubbe al fedtet af med sand og håndkraft. Der er varmt vand i hanen, opvaskemiddel i flasken, kogende vand i elkedlen, og gasblussene klarer smeltningen uden anden af min energi end den der går til at slæbe gasflasken ind i køkkenet.
